Strawberry Publishing etablerer seg i Danmark

Petter Stordalens Strawberry Publishing etablerer sig på det danske bogmarked og rekrutterer Birgitte Teresa Franch, en af Danmarks ledende forlæggere og senest forlagschef på People’sPress, til at lede satsningen og udvikle forlagets litterære profil.

– Vi følger samme opskrift, som vi altid har gjort: Vi ansætter de dygtigste fagfolk og bygger forlaget op omkring dem. Birgitte er en erfaren og entreprenant forlægger, har en indiskutabel track record, og vi har haft hende i kikkerten det seneste år. Med alle nedskæringerne og omvæltningerne i den danske forlagsbranche føles det vigtigt at komme ind som et friskt pust. Vi har store ambitioner for Danmark og er sikre på, at de gode fortællinger vil blive endnu vigtigere i årene, der kommer, og dem skal Birgitte finde, dyrke og formidle ud til læserne og lytterne sammen med os, siger Petter Stordalen, største ejer i Strawberry Publishing-gruppen.

Norske Strawberry Publishing har de seneste år markeret sig med en række af stærke udgivelser, succesfulde forfatterskift og opkøb. Tidligere på året etablerede de sig i Sverige, hvor to af Sveriges mest anerkendte forlæggere blev rekrutteret fra Bonnier og kort tid efter fulgte opkøbet af Bazar Forlag. Forlagsgruppen tæller i dag Pilar, Armada, Capitana, Canoa, Bastion, Pioner – et samarbejde med HarperCollins i Norge, Strawberry Forlag og Bazar. Blandt de mest profilerede forfattere indgår Jørn Lier Horst, Lucinda Riley, Jojo Moyes, Sally Rooney og Katrine Engberg. Strawberry Publishing ejes af Petter Stordalen og forlæggerne Jonas Forsang og Magnus Rønningen, og ser ud til at lande på en samlet nordisk omsætning omkring 120 milioner i 2019.

– Birgitte Franch har en usvigelig sikker fornemmelse for, hvad god litteratur er i alle genrer, hun engagerer sig helhjertet i sine forfatterskaber og har en fuldstændig unik evne til at skabe og fastholde nære relationer til sine forfattere. Udover et uhørt sprogligt og redaktionelt talent besidder hun en dyb forståelse for bogbranchen, har en kreativ tilgang til lancering, markedsføring og PR, og så kender hun sine læsere, siger Jonas Forsang, forlægger og medejer i Strawberry Publishing.

Birgitte Teresa Franchs forfattere tæller blandt andre bestsellerforfattere som Camilla Läckberg, Mari Jungstedt, Carin Gerhardsen og Viveca Sten, Mattias Edvardsson, Fredrik Backman, Jane Harper og Jane Aamund. Hun har været den afgørende faktor i danske Katrine Engbergs succes, hvis talent, hun hurtigt spottede, og på rekordtid løftede til at blive en af de mest markante forfattere i Danmark, og sikrede sig tidligt verdensfænomenet Tarme med charme af Giulia Enders.

– Jeg har haft femten kreative og inspirerende år i People’sPress med de dygtigste mennesker, fra vi var syv ansatte til fem gange så mange, men nu føles som det rigtige tidspunkt at bevæge sig videre og skabe noget nyt. Som en del af Strawberry Publishing får jeg lov til at arbejde tæt sammen med et skandinavisk dreamteam af stjerneforlæggere: Karin Linge Nordh, Anders Sjöqvist, Anne Fløtaker, Ingrid Ryvarden, Jorid Mathiassen og Jonas Forsang. Jeg er så taknemmelig for den chance og må nive mig selv i armen over de muligheder, det giver en bogorm som mig – og specielt forfatterne – at være en del af sådan et litterært power house på tværs af landegrænserne, siger Birgitte Teresa Franch.

Birgitte Teresa Franch har læst litteraturvidenskab og filosofi og begyndte som praktikant på People’s Press i 2004, hvor hun læste og antog Camilla Läckbergs første bog. Hun blev hurtigt ansat som redaktør, fik medarbejderaktier, blev seniorredaktør og forlægger, siden litterær udviklingschef og senest forlagschef, og var fra begyndelsen en vigtig brik i at opbygge forlagets liste. Hun har siddet med forfattere i alle genrer fra Ellroy til Eggers, debutanter og bestsellere, besidder et stort internationalt netværk og er anerkendt for sin evne til at spotte og skabe et litterært talent og kunne løfte etablerede forfattere.

– Den redaktionelle chefposition været vores hovedfokus, nu er fokus at lande forfattere og centrale roller i redaktionen samt salg, markedsføring, PR og til vores digitale satsning, udtaler forlægger Jonas Forsang.

Leave a Reply

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *